Jagt Christiane Olrikke
Uddrag fra bogen, s. 63:
Vi gik tværs over odden for at begive os hjemad. På den anden side lå det vand, vi kalder Det Lille Hav. Langt borte kunne vi se havnens skibe, der lå fortøjet ved de sorttjærede jagtpæle. Der var et par af de gamle bæltbåde, to jagter, en galease og sletskonnerten Johanne Karoline, som vi til daglig kaldte Mageløs. At skelne den ene skibstype fra den anden med voksen kendermine, det alfabet havde vi lært, længe før Isager begyndte at tampe bogstaverne ind i hovedet på os. Også i havnen badede vi, mens vi æggede hinanden til at dykke dybere og dybere, helt ned til skibenes overgroede køl. Vi kom op igen med hænderne fulde af muslingskaller.


Skolegade
Uddrag fra bogen, s. 65
Den første uge efter sommeren så lærer Isager ikke på nogen. Der var over hans bevægelser og ord en bedøvet rutine, som om han havde forladt sengen uden at være rigtig vågen og stadig svævede i resterne af en behagelig drøm. Han gik fra lærerboligen over til skolen iført slåbrok og tøfler, mens han slæbte fødderne efter sig. I slåbrokkens baglomme lå tampen sammenrullet som en hugorm, der var blevet døsig i varmen.
lsager havde været lærer i 28 år, og der var ikke en af vore fædre, som ikke havde mærket hugormens bid. Mange af os bærer stadig ar efter den. Det var som en tatovering, vi fik, endnu før vi var blevet mænd.


Dronningestræde ved brønden
Uddrag fra bogen, s. 97
Vi sagde farvel til vores mødre. Hele vores liv havde de været der, men vi havde aldrig set dem før. De stod bøjede over vaskekedler eller gryder med ansigter, der var røde og opsvulmede af varme og fugt. De holdt sammen på det hele, når vores fædre var på havet. Hver aften sank de med stoppenålen i hånden sammen på bænken. Vi så noget, men ikke dem. Vi så deres udholdenhed. Vi så deres træthed. Vi spurgte dem aldrig om noget. Vi ville ikke være til besvær.
Det var sådan, vi viste vores kærlighed: med tavshed.
De havde altid røde øjne. Om morgenen, når de vækkede os, skyldtes det røgen fra ovnen. Om aftenen, når de sagde godnat, stadig i tøjet, var det trætheden.
Somme tider var deres øjne røde, fordi de græd over nogen, der aldrig mere
kom hjem.
Spørg os om farven på en mors øjne.
"De er ikke brune. De er ikke grønne. De er ikke blå eller grå. De er røde."
Sådan vil vi svare.
Nu står de på kajen og siger farvel. Der er stadig tavshed imellem os. De borer deres øjne ind i vores.
"Kom tilbage," siger deres blik.
"Rejs ikke fra os," siger deres øjne.
Men vi vil ikke komme tilbage. Vi vil ud. Vi vil væk. De stikker en kniv i vores hjerter i dette øjeblik, hvor vi står på kajen og siger farvel. Vi stikker en kniv i deres hjerter, når vi tager af sted. Sådan er vi forbundne. Med de sår, vi
giver hinanden.

Stillehavet
Uddrag fra bogen, s. 100
Havet var aldrig det samme, og dog efterlod det i ham et indtryk af ensformighed. Om efteråret så han det ligesom levre til under stratusskyernes lavthængende låg. Havet gik trægt som flydende kviksølv. Det var temperaturen, der sank, og vinteren, der meldte sin ankomst. Han genfandt sit eget liv i vandets langsomt stivnende overflade. Skyerne skiftede over det frosne hav. Men han kendte dem allerede. Der var nok for øjet, men ikke for sjælen. Der var et videbegær i ham, som ingen skyhimmel kunne tilfredsstille. Et sted på kloden måtte der være et andet lys, et hav, som var et spejl for nye stjernebilleder, en større måne, en stærkere sol.


Torvet i Marstal
Uddrag fra bogen, s. 224
Alle gader og stræder i Marstal var hovedgader. Alle førte de ned til Verdenshavet. Kina befandt sig i vore baghaver. Gennem vinduerne i vore lavloftede stuer: kunne vi se Marokkos kyst.
Et par tværgader var der også i byen, men de var for intet at regne. Tværgade, Kirkestræde og Vestergade løb ikke ned til havet, men langs med det. Et torv havde vi ikke engang. Men så kom der en slagterbutik i Kirkestræde, en isenkræmmer, to manufakturhandlere, sæbehus, sparekasse, urmager og barbersalon. Herberget blev revet ned. Nu skulle vi have et torv ligesom andre byer. Pludselig havde vi en hovedgade, der gik i den forkerte retning. I stedet for at føre ned til havnen fulgte den kystlinjen og pegede ind mod øens hjerte. Det var kvindernes gade og vej, væk fra det farlige hav.
Gader mødtes og krydsedes. Der var mændenes gader og kvindernes. Til sammen dannede de et mønster. I Kongegade og Prinsegade holdt skibsmæglerne og rederierne til. I Kirkestræde handlede kvinderne. En balance var ved at
forskubbe sig.
Men i begyndelsen var der ingen, der tænkte over det eller forstod, hvad det kunne føre med sig.

Prinsegade set fra havnen med Toldboden
Uddrag fra bogen, s. 227
Albert købte først den gamle købmandsgård, der lå på højre side af Prinsegade, når man kom nede fra havnen. Så flyttede han over på den anden side af gaden og lod opføre et helt nyt hus med høj stue og etage ovenpå. Der var en stor østvendt altan, hvorfra han kunne se molen og øhavet. Der var også en karnap ud mod gaden. På den lille rude over indgangsdøren lod han sit navn male med forgyldte bogstaver. Albert Madsen.

Oplæggere i Marstal havn
Uddrag fra bogen, s. 257
Foreløbig erklærede Danmark sig neutral. Krigsudbruddet fik dog alligevel konsekvenser for vores by. Alle fragter blev straks annulleret, og Marstals flåde måtte gå i vinterhavn allerede i august. Det var et mærkeligt syn at se skonnerterne fylde havnen med deres masteskov, mens solen endnu stod højt på himlen, og børnene stadig tumlede sig i vandet midt blandt de oplagte skibe. Det havde været opgangstider de forudgående år, og der var stadig pengerigelighed blandt byens søfolk. Det mærkede man på værtshusene. Rastløsheden ved den pludselige lediggang og usikkerheden med hensyn til fremtiden gav sig
udslag i drikkeri.


Byens hovedgade, Kirkestræde
Uddrag fra bogen, s. 275
Pengene vedblev at strømme til. Fragtmarkedet var så gunstigt som
aldrig før. Det samme gjaldt hyren. Også skibspriserne fortsatte deres ubegribelige stigning. I en gade kunne hvert andet hus være i sorg. Men stadig var det, som om lystigheden ikke ville aftage i de tilbageblevne, endnu uberørte familier. Kvinder i nyt stadstøj gik rundt mellem enker i sort. De handlendes vinduer var smykkede, som var det allerede jul. Intet ligtog var på vej til kirkegården med strøpiger foran. De døde sømænd holdt sig høfligt borte og forstyrrede ikke, og hylden hang tung og blomstrende ud over gaderne
den sommer.

Byens hovedgade, Kirkestræde, isenkræmmeren
Uddrag fra bogen, s. 294
"Gå en tur gennem Kirkestræde. Se på butikkerne. Byen blomstrer som
aldrig før."
"De mener da ikke i fuldt alvor, kaptajn Madsen, at det er indbyggerne i en lille by som Marstal, der holder historiens vældigste krigsmaskine i gang? Ser De ikke al den sorg, som krigen har bragt til byen? Det må De da gøre. Ligesom jeg overbringer De jo i denne tid næsten ugentligt et dødsbudskab."
"Jo, fru Rasmussen, jeg ser al sorgen. De og jeg ser den, fordi vi færdes i dødens stuer. De andre står foran butiksruderne og glaner. Det ligger i menneskets natur, at vi helst vil tilbede guldkalven, og deri ligger den nuværende krigs
største årsag."


Besætningen på skonnerten Activ
Uddrag fra bogen, s. 480
Mandskabslukafet forude var så lille, at kun to mand kunne stå samtidig på dørken, når de klædte sig på. Under dørken lå kullene til ovnen i kabyssen, og bag lejderen stod kartoffelkassen, som, når indholdet begyndte at rådne, udsendte en gennemtrængende lugt af gærende lort. Også fra kædekassen, hvor ankerkæden opbevaredes, kom der en mærkelig lugt, som skyldtes indtørret mudder og gammel tang, der var blevet hængende, når ankeret blev trukket op, og som en omgang med kosten ikke havde formået at fjerne.
Men fra tovværkskøjen kom den gode stærke lugt af bruntjære.

Skonnerten Start laster fisk på New Foundland
Uddrag fra bogen, s. 491
Lastrummet skulle gøres rent, så det var klart til klipfisken. De spulede og skrubbede i fem dage. Så blev bunden dækket med et tykt lag grangrene. Ovenpå blev der lagt birkebark. Også lastrummets sider, der blev kaldt garneringen, blev beklædt med barken, som blev hæftet på med stifter. Det duftede stærkt og friskt, en uvant duft af fjeld og skov. Det var som en hytte, der blev bygget i bunden af skibet. Klipfisken var en fornem gæst, og nu stod dens logi
klar og ventede.

Skonnerten Frem overiset på New Foundland
Uddrag fra bogen, s. 514
Hen på andendagen fik de øje på åbent vand i den svære grødis. Det friskede stadig mere op, og vandet kom i bevægelse. Temperaturen lå stadig lavt, og Kristina begyndte at overise. I løbet af natten og den følgende dag blev skibet indkapslet i et tykt panser af is. Alle faldene var sammenisede klumper. Der stod en hel skråmur op ad skanseklædningen, og hen over stordækket lå isen i en fods tykkelse. Sprydet var en kompakt isblok helt ud til pyntenetstokken.

Besætningen på skonnerten Activ musicerer
Uddrag fra bogen, s. 535
Der var flere på marstallerskibene, som havde musikinstrumenter med, to harmonikaer, tre mundharper og en violin blev det til. På frivagten blev de et helt orkester. Der blev spillet og sunget. Ivar havde en smuk sangstemme, men det var især hans radio, der gjorde ham populær blandt de andre besætninger. På Kristina var de stolte af ham. Han var deres, og der var intet andet skib, som havde en som Ivar. Han drejede på radioen, og stemmer susede ind fra hele verden, musik også, den portugisiske fado. Det var Ivar, der kendte ordet og forklarede den sørgmodige musik for dem. Endnu mere mærkelige toner lød der også fra radioen. Det var arabisk musik fra en station i Casablanca. Men her måtte selv lvar give fortabt. Den kunne han ikke sætte navn på.

SS Norco af Svendborg i engelsk havn under krigen. Norco har givet inspiration til Nimbus, som fortællingens marstallere sejler krigssejlads med.
Uddrag fra bogen, s. 592
De tog ud for at se på skibet. Der stod Nimbus i stævnen og Svendborg på agterspejlet. Eller det var, hvad de gættede sig til, at der engang måtte have stået. Ingen af ordene var læselige, hvis ikke de tog fantasien i brug.

Helge Fabricius begyndte at tælle. De skridtede frem og tilbage på kajen og så på skibet, alt imens han fortsatte sit ensformige tælleri. Knud Erik behøvede ikke at spørge ham, hvad det var, han talte.
"Mandskabet er sgu da ikke rømmet," sagde han. "De er døde."
"114," sagde Helge.
"Den eneste ost, de fik på det skib, må have været schweizerost."
"Jeg ville gerne se dem koge en kop kaffe," sagde Helge, der havde opgivet at tælle videre.
"Jeg ville hellere se dem drikke den."
De lo begge to og gik op ad landgangen. De havde set skibe med den halve skanseklædning flået af, overbygningen skudt væk, store huller i siden, som alligevel formåede at holde sig flydende. Men de havde aldrig set noget som dette. Nimbus havde ikke fået en fuldtræffer, men tusind. Damperen var på en gang hel og fuldstændig ødelagt. Angrebsbølge på angrebsbølge af Messerschmitt'er måtte være gået hen over skibet. Ingen af flyenes bomber eller torpedoer havde fundet deres mål, for så havde Nimbus stået på havets bund. Men deres maskinkanoner havde. Der var noget frygtindgydende over synet. Skibets gennemhullede overbygning udstråIede en form for trods, der næsten forekom menneskelig.

SS Norco i Liverpool. Yderst til højre ses 1. maskinmester Knud Erik Madsen, som danner forlæg for romanens Knud Erik Friis
Uddrag fra bogen, s. 598
De sejlede i konvoj, først fra Liverpool til Halifax og retur, derpå til New York via Gibraltar. De gik i ballast vestpå og bragte tømmer, stål og jernmaIm tilbage. De havde fået installeret fire 20-mm-maskinkanoner, én for og én agter. De to sidste var placeret på brovingerne, hvorfra de truende pegede ud over havet. Det var ikke mandskabet, der skulle betjene dem. Fire britiske gunnere fulgte med.
Nimbus var ikke bygget til Nordatlanten. Hvad skibet overhovedet var bygget til, kunne de ikke gennemskue. Anton gjorde, hvad han kunne i maskinrummet, men han kunne aldrig få skibet op over ni knob. Når de sejlede i konvoj, og ubådsvarslet gik, havde de ordre til at sejle i zigzag for at undgå torpedoerne. Konvojens 40 skibe forlod Liverpool i en lige række, men omgrupperede sig derpå i en firkant med kolonner af skibe ved siden af hinanden, og det var svært at holde positionen. Nimbus var ikke manøvredygtig nok, og de sakkede
altid agterud.

Det udbrændte vrag af en damper fra det tyske rederi Hugostine. Damperen, der var fyldt med tyske flygtninge blev den 4. maj 1945 angrebet af engelske bombefly i farvandet ud for Marstal havn, hvor skibet var gået på grund.
Uddrag fra bogen, s. 680
Et stykke uden for havnen væltede sorte røgmasser op i den stille luft. Tættere på så de flammer slå op. Det var to dampere, der lå i Klørdybet og brændte. Krigen var nået frem før dem. Knud Erik havde været så sikker på, at det ville være overstået, i det øjeblik han så Marstals tage dukke op. Nu kom der en træthed over ham, tæt på opgivelsen, og han tænkte, at hvis han havde været en svømmer, der forsøgte at redde sig i land, var det i dette øjeblik, han havde
givet op.

Det udbrændte vrag af en damper fra det tyske rederi Hugostine. 4. maj 1945.
Uddrag fra bogen, s. 681
Ved ellevetiden om formiddagen gik to tyske dampere på grund, da de forsøgte at navigere gennem det søndre løb. Engelske bombemaskiner havde flere gange overfløjet øen i de sidste par dage, og vi så dem ofte ude over havet. Nu dukkede to af dem op. De affyrede deres raketter, og der gik straks ild i begge dampere. De havde maskinkanoner monteret både for og agter og besvarede ilden. De engelske fly blev ved med at vende tilbage. Den ene af damperne fik flere træffere og var snart helt omspændt af flammer.

4. maj 1945. Befrielsen fejres i Marstal.
Uddrag fra bogen, s. 685
Der var en mand, der råbte oppe i Kongensgade. Han kom løbende ned imod os, mens han viftede med armene og blev ved med at råbe nogle ord, som vi på grund af afstanden ikke kunne forstå.
I det samme begyndte klokken i kirken at slå i en vild og stakåndet rytme, vi ikke havde hørt før. Det var, som om nogen søgte efter en melodi, der passede til en begivenhed, der aldrig tidligere var indtruffet i byens historie, hverken begravelse eller bryllup, hverken gudstjeneste eller solens op- eller nedgang.
På en eller anden måde, som vi ikke kunne forklare, indså vi, at der var sket noget stort, noget meget større end de brændende dampere ude på vandet og Hermans pludselige opdukken.
Så endelig forstod vi råbene.
"Tyskerne har overgivet sig! Tyskerne har overgivet sig!"