Carsten Jensens roman Vi, de druknede ville have været på over 1000 sider, hvis han ikke med hård hånd havde valgt nogle af historierne fra. De følgende tre historier, "Kærlighed i Marstal", "Anton og damen med hullet" og "Anton får en fødselsdagsgave" fandt i sidste ende ikke vej til romanen.

"Forhold Dem roligt"

Fra Balearerne blev det meddelt, at Marstal-skonnerter havde besat Barrio de la Pena, den største by på Ibiza, hvor vi ofte kom for at laste salt. Med kaptajn Peter Andersen, også kaldet Kommandøren, som anfører havde besætningerne fra Rosenhjem, Uranus, Gerda og Ludvig hejst Dannebrog på Ramblaen og afsendt et telegram til statsminister Zahle: ”Den danske flåde foreslår annektion af de baleariske øer. Befolkningen er os venligsindet. Alle strategiske punkter besat. Afventer nærmere ordre.”
De strategiske punkter var vore yndlingsknejper langs havnefronten, mens den venligtsindede befolkning udgjordes af en flok signoritaer, som det lykkedes Kommandøren at få løsladt fra fængslet efter krævende forhandlinger med byens borgmester og havnekaptajnen.
Det var for at fejre denne vigtige sejr, at Dannebrog under bifald fra de indfødte gik til vejrs på Ramblaen. Kommandøren blev af de lokale omdøbt til El Grande Piloto, mens hans næstkommanderende, styrmanden fra Ludvig, Thorkild Rasmussen, der som kasserer i ”Foreningen til Sædelighedens Fremme blandt Søfarende” havde finansieret hele felttoget, blev udnævnt til Pilotito.
Fra statsministeren kom der hurtigt svar. ”Forhold Dem roligt,” stod der i telegrammet, hvilket af vore sejrrige tropper blev udlagt som en opfordring til at udvise mådehold og ikke bidrage yderligere til verdenskrigens udvidelse.

Hvalen Anna

”Ja, det var ikke som hvalen Anna,” sagde den altid vittige Knud Thomsen.
”Nej, den bød ikke på cognac og tobak,” sagde hans bror, Hans. ”Hellere tyskerne end generalkonsulen i New York.”.
Det var en over ti år gammel historie, de refererede til. Skonnerten Anna var i Nordatlanten løbet på en hval, eller hvalen var løbet på dem, det blev aldrig opklaret. I hvert fald sank Anna på ti minutter. Det var en rigtig torpedo, men af kød og blod. Mandskabet havde reddet sig i båden og var siden blevet samlet op. De havde fremstillet sig for den danske generalkonsul i New York, skibbrudne sømænd, der havde udstået alle slags strabadser. Men generalkonsulen var en nærig hund, der hverken gav dem vådt eller tørt, men sendte dem hjem på tredje klasse, som de gik og stod, i sydvest og søstøvler, og sådan havde de måttet træde frem til søforhør i København.
Vi var enige om, at det var første gang i verdenshistorien, at et skib var blevet sænket af en hval. Enkelte hævdede ganske vist, at de havde hørt om en anden hval, i Stillehavet måske, men da de ikke kunne angive tid og sted og omstændigheder nærmere blev det vedtaget, at Annas tilfælde var enestående, og hvalen døbt med navnet på den skonnert, den selv havde sendt til bunds, sandsynligvis dog ikke i nogen ond mening. Generalkonsulen levede også videre i folkemunde, ”nærig som en generalkonsul”, sagde vi altid.

Kærlighed i Marstal

Der var en anden kærlighedshistorie, vi var meget optaget af disse dage. Den udspillede sig mellem ekspeditrice Ellen Benzon og den mand, som vittige hoveder mente var direkte ansvarlig for bygningen af det nye posthus i Havnegade. Alfred Svane var ikke arkitekt. Han var heller ikke murer. Han var brevskriver, og han skrev til Ellen Benzon hver dag, ofte fire gange om dagen, lige så mange gange, som der var postombæring. Skønt de boede i samme lille by, gav han aldrig postbudet et øjebliks hvile. Han skrev til Ellen om morgenen for at sige tak for de vidunderlige stunder, de havde haft aftenen før. Han skrev til hende ved middagstid for at fortælle, at han talte timerne, til de om aftenen skulle ses igen. Han indledte aldrig sine breve med et kedeligt ”kære”, som Ellen så kunne lægge i, hvad hun ville. Han skrev et umisforståeligt ”min inderligt elskede” eller ”min egen altid elskede”, nogle gange blot ”min elskede”. Ingen indledning var uden disse to ord, og han fulgte dem altid op med udtryk som ”du som er det elskeligste og kæreste for mig her på Jorden”, ”du dyrebareste af alt”, ”min allerbedste”, ”mit lam”, ligesom han begyndte og afsluttede hver anden sætning med ”min skat”.
Vi vidste det alle sammen, for brevene gjorde Ellen Benzon så kulret, at hun måtte dele dem med alle og enhver, i første omgang sine nærmeste veninder, af hvilke hun i hvert fald havde de otte fra syklubben, som hun læste udvalgte passager højt for, og disse lærte så igen med en forunderlig, nyopdaget evne, de aldrig havde demonstreret i skolen, de sukkersøde fraser udenad og gav dem derpå videre til deres nærmeste veninder, indtil vi alle sammen var medvidere, hvad angik Alfred Svanes kærlighedsbreve til Ellen Benzon.
Endnu mere bemærkelsesværdigt end Alfred Svanes evner som brevskriver, var dog det forelskede pars historie. De havde været forlovet med hinanden før krigen. Men dengang var det kommet til et brud. Nu var de begge sidst i tyverne og havde med en nyvakt lidenskab genoptaget et forhold, som ingen huskede som påfaldende kærligt i første omgang. De havde skændtes om alt. Alfred Svane havde fået den idé, at han ville udvandre til Amerika, og han ville have Ellen med. Men Ellen ville ikke.
”En hustru skal følge sin mand i tykt og tyndt,” sagde Alfred Svane.
”Vi er ikke gift,” sagde Ellen Benzon. ”Og hvad skal vi desuden i Amerika?”
Hvad skal en sømand på havet? Hvad skal en udvandrer i Amerika? Den, der stiller spørgsmålet, vil alligevel ikke kunne forstå svaret, så Alfred sagde ikke noget. Han rejste bare uden Ellen. Det havde hun vistnok ikke ventet. Hun havde overvurderet sin magt over ham. Eller også havde hun undervurderet styrken i sine egne følelser. Hun fandt i hvert fald aldrig nogen anden. Det gjorde han heller ikke derovre på prærien, eller hvor det nu var, han opholdt sig. Men savnet skulle først have tid til at bundfælde sig i ham. Til sidst trak det ham hjem til Ellen igen.
”Jeg ville så gerne, vort gamle venskab igen kunne blive opfrisket,” skrev han til hende i sit første brev efter hjemkomsten. ”Så at vi om muligt kunne blive noget for hinanden. Jeg længes så inderligt efter at have én at tale med, at leve og stræbe for. Du er altid i mine tanker, hvor jeg end færdes, og hvad jeg end foretager mig.”
Alfred Svane opholdt sig på det tidspunkt i den modsatte ende af øen, i Søby, hvor han fiskede fra kvasen Marie sammen med skipper Mortensen. Han ville komme hjem til Marstal og Ellen, hvis hun blot gav signalet.
Hvad Ellen svarede, ved vi ikke. Med sine egne breve var hun diskret. Men hun kunne ikke have været andet end imødekommende. I sit næste brev skrev Alfred, at han talte timerne til ”jeg atter hører fra dig, min skat”.
”Min skat”! Brev nr. 2 – og så allerede ”min skat”. Ellen måtte have gjort ham sikker i sin sag.
Så flyttede Svane tilbage til Marstal. Han, sømanden, langfareren, emigranten, der på en måde var inkarnationen af os alle sammen, generationer af sømænd, der havde valgt havet og det årelange fravær frem for kærligheden, vi, der havde skubbet kvinderne ud i et hjørne af verden frem for at anbringe dem der, hvor de skulle have været, i dens midte. Nu kom han hjem og pilkede torsk i Mørkedybet blot for at kunne være nær på den kvinde, han elskede. Selv de få sømil ud til fangstgrunden syntes ham for stor en afstand fra Ellen. Han klagede bestandig over det evige regnvejr, tågen eller torskebestandens ringe størrelse og brugte dem som undskyldninger, så han kunne blive hjemme og i fred udfærdige sine daglige to, tre, fire breve.
”Jeg skriver til dig,” betroede han Ellen, ”da jeg bedre kan udtrykke mine følelser og længsler på papiret.”
”Følelser og længsler”. Der gik ligesom et sus gennem alle byens syklubber og veninders veninder, gifte koner og ugifte kvinder, store skolepiger og gamle enker i en salig blanding. Her var en mand med følelser og længsler. De tilbad ham. Det var en menighed, der dannede sig rundt om Ellen Benzon. Hun var kun prædikanten, der forkyndte ordet. Alfred Svane var guden. Det var fra ham, åbenbaringerne kom. Ja, han var åbenbaringen selv: en mand, der kunne tale kærlighedens sprog.
”Du kan være sikker på, min skat, jeg elsker kun dig og vil sige farvel til alle andre fristelser her i verden.”
Sådan skrev han. Somme tider fire gange om dagen.
Alfred kunne have fået dem alle, men ædelmodigt gav menighedens eksplosivt voksende flok afkald på at blive Ellens rivalinder: Her stod noget større på spil. Havets magt over mændene var blevet brudt i Alfred Svanes skikkelse. Han var beviset på, at kærligheden kunne sejre. Kærligheden var ikke manden en fremmed eller kun mindre vigtig følelse, der altid måtte vige til andenpladsen.
Sådan gjorde han på én gang kvinderne salige og farligt forventningsfulde i kærlighedens anliggender og dermed utilfredse med, hvad de havde.
Vi hadede ham.
Men staklen vidste jo ikke noget selv, hverken om den brug, hans egen kæreste gjorde af ham, eller om den status, han indtog blandt byens kvinder. Dum og tykpandet må han da mindst have været, siden han ikke bemærkede den opstandelse, han vakte med sin blotte tilsynekomst: lange øjenkast og barme, der hævede og sænkede sig på uvante måder.
”Der går Svane. Han skal på posthuset,” gik det som en løbeild gennem byen, og kun et snu instinkt forhindrede kvinderne i at stimle sammen i Havnegade for at se ham aflevere et af dagens mange breve signeret ”din altid trofaste og elskende ven A. Svane”. Der var jo en risiko for, at selv den langsomt opfattende Svane, som var gjort tykpandet og blind af sin sene nyforelskelse i en gammel flamme, opdagede, hvad der foregik, og det kunne have ødelagt det hele.
Han så i grunden ikke anderledes ud end os andre. Han var hverken større eller mindre. Han var udstyret med de samme arbejdsvante næver (de var endnu ikke blevet bløde af at forsage mandfolkearbejde og kun holde på en pen), og hans skulderparti var af normal bredde. Han havde sorte krøller, brune øjne og en bred mund med kødfulde læber. Under mere neutrale omstændigheder ville vi sikkert have medgivet, at læberne i kvindernes øjne måtte udgøre et tiltrækkende stykke kyssetøj. Men bortset fra læberne var Alfred Svane ikke påfaldende på nogen måde.
Han kom aldrig på Webers Café eller andre af byens værtshuse. Han havde for travlt med sine breve. Vi overvejede at passe ham op på åben gade og give ham en lærestreg, så at han indså, at sådan opførte en mand sig ikke, hvis livet skulle være tåleligt. Men vi vidste, at det aldrig ville gå. Kvinderne havde slået en usynlig ring om Alfred Svane, og vi ville have fået en helvedes ballade derhjemme, hvis vi gav ham, hvad han fortjente. Alfred var deres dyrebareste, deres allerbedste, deres elskeligste og kæreste her på Jorden, deres lam og skat.
Alfred Svane havde indført ordets magt i Marstal, og han var urørlig.
Ellen Benzon, genstanden for al denne velformulerede tilbedelse, var i mellemtiden blevet missionær, ikke for Alfred Svane, men for kærligheden, legemliggjort af en mand, der havde truffet et hidtil uset valg. Overalt hvor hun kom med de sidste nyheder fra en kærlighedshistorie, der forekom de fleste kvinder nærmest ujordisk, ja mere end paradisisk i al sin lidenskab, blev hun centrum for opmærksomheden. Ingen forfaldt til en så smålig følelse som misundelse. Snarere blev hun dyrket med uegennyttig stolthed: Hvad hun havde opnået, kunne en dag blive alles. Ellen og Alfred var en slags pionerer ud i kærligheden og dens naturlige konsekvens, ægteskabet: Her var en aldrig før set ligeværdighed mellem mand og kvinde, hvad angik hjertets anliggender.
Ellen Benzon endte med at se sig selv som en slags rådgiver i netop hjertets anliggender. Med sin håndtaske proppet med Alfreds Svanes breve søgte hun overalt, hvor kvinder befandt sig ved en af kærlighedens utallige korsveje, og det gør kvinder næsten hele tiden, at hverve nye medlemmer til sin menighed.
”Tusind tak elskede Karen, fordi jeg kan mærke, at din kærlighed til mig er af et oprigtigt hjerte. Jeg føler inderst inde, at kærlighed er det største og vidunderligste for os stakkels mennesker her på Jorden, og vær forvisset om, elskede Karen, at når kun vi to ret forstår hverandre og er oprigtige i al vor gerning, da vil også lykken tilsmile os. Om der så kommer modgang såvel som medgang, da er vi, min skat, mit sødeste lam, to til at bære og dele det med hinanden. Du allerdyrebareste bed til Vor Herre, om at lægge sin velsignelse i vor kærlighed. Da er det først den rette lykke. Ja, kære Karen, jeg længes efter at favne dig i mine arme og atter få lov til at tale med dig. Det er så inderligt lykkeligt for mig at vide dig i min nærhed.”
Ellen Benzon fik sin Alfred.
Det var Helligtrekonger, hvor alle piger på deres værelse med et stearinlys i hånden bad om i spejlet at få ansigtet at se på den,

hvis kæreste jeg skal være,
hvis navn jeg skal bære,
hvis seng jeg skal rede,
hvis dug jeg skal brede.

Pigernes bøn var på vers og rimede. Det gjorde livet sjældent. Men i Ellen Benzons og Albert Svanes tilfælde gjorde det.
Kirkerummet var fyldt til bristepunktet. Det var det største bryllup i kirkens historie. Under loftet hang kirkeskibene, der skulle symbolisere frelsen, men altid fik kirkegængerne til at tænke på hav og forlis. Nu stod der en sømand ved alteret, der var gået i land for kærlighedens skyld.
På alle bænkerader sad der kvinder. Da Alfred Svane sagde sit ja, højt og tydeligt, som det sømmer sig for en ordentlig mand, skete der noget uhørt. Ellen Benzons nystiftede menighed begyndte at klappe. Det var hjertets sejr, de fejrede. De hellige tre konger havde vist dem deres tilkommende i spejlet. Og det var Albert Svane, den usandsynlige elsker, Guds gave til kvinderne, hjertets ridder, de så.
Min allerdyrebareste, min inderligste elskede, min skat, mit lam.
Pastor Abildgaard rynkede brynene og rømmede sig. Men ingen lagde mærke til det i jubelen.
Så satte brudeparret ringene på hinandens fingre.


Anton og damen med hullet

Efter at Knud Erik havde ladet sig bide et par gange af gibbonaben, gik han og Anton videre, indtil de kom til et lille telt. Foran teltet stod der en lang kø.
”Det er damen med hullet,” sagde Anton.
Knud Erik så op på skiltet over indgangen.
”Den gennemskudte dame,” læste han. ”Er hun død?”
”Nej, nej. Hun er bare blevet skudt.”
”Jamen, er hun så ikke død?”
”Vent nu og se.”
”Det er ikke noget for børn,” sagde billetsælgeren. Han var en stor rødnæset mand, hvis mave spændte under en falmet blå uniformsjakke med blanke messingknapper. ”Fis af med jer.”
Knud Erik så sig omkring. Manden havde ret. De var de eneste børn, der stod i køen ind til den gennemskudte dame.
Anton skar en krigerisk grimasse.
”Du skal bare blande dig udenom,” sagde han og så op og ned ad manden, som om han overvejede, hvordan han bedst kunne bukke begge ender sammen på ham.
”Ellers -” tilføjede han i et truende tonefald.
Billetsælgeren så på Anton, der nåede ham til midt på brystet.
”Ellers hvad, spirrevip?”
”Det er Møllevejens Skræk,” var der én i køen, der sagde.
Billetsælgeren gav sig til at le. Hans store mave vippede op og ned.
”Møllevejens Skræk? Ja, så forholder sagen sig naturligvis helt anderledes.”
Han lettede på stråhatten.
”Mig en ære. Må jeg trykke Deres hånd?”
Manden rakte hånden frem. Anton greb den i et fast, mandigt håndtryk.
”Jeg er glad for, at De er kommet til fornuft,” sagde han.
Anton betalte og gik ind i teltet. Nogen tid efter kom han ud igen. Han var rød i kinderne.
”Stærke sager,” sagde han. ”Nu er det din tur.”
Billetsælgeren holdt teltdugen for Knud Erik og gav ham et puf i ryggen. Han blinkede til de ventende i køen.
Knud Erik befandt sig alene i teltet med den gennemskudte dame. Hun stod midt i teltet og bredte sine nøgne arme ud til siderne i en slags velkomst til sin lille gæst. Hun havde høje hæle og nøgne ben, der skinnede, som om de var blevet dyppet i flydende sølv. Hendes sorte hår var sat op midt på hovedet, og hendes fyldige overkrop snæret inde i et blankt højrødt korset, hvorfra hendes halvblottede barm stak frem i to bløde rundinger. Midt imellem brysterne svævede en guldring. Den hang der helt ved egen kraft uden at være holdt oppe af nogen halskæde.
Knud Erik ledte med øjnene efter det blodige skudhul tværs gennem den pyntede dames krop. Han kunne ikke få øje på det nogen steder. Hans øjne gled ned mod gulvet, som om hun kunne have tabt det på gulvet.
”Du bliver nødt til at stå på tæer,” sagde den gennemskudte dame.
Hun vinkede ham nærmere med en hånd, hvis fingerspidser var udstyret med lange, rødlakerede negle. Han trådte hen til hende og stillede sig op på tåspidserne. Hun lagde en hånd om hans nakke og trak ham ind mod sig, indtil hans ansigt befandt sig lige ud for kløften mellem de to store halvbuer. Hun bøjede sig forover, indtil hans næse blev klemt mellem brysternes bløde, eftergivende kød, og han var bange for at blive kvalt.
”Sig mig nu, hvad klokken er,” sagde damen.
”Hvad?” spurgte han dumt.
Så fik han øje på skudhullet.
Det var ikke nogen ring, der svævede i luften mellem hendes halvkugler. Det var et guldrør, der stak ud af kroppen på hende, og han forstod, at den gennemskudte dame ville have ham til at se ind i guldrøret og tværs igennem hendes krop. Han lagde øjet hen til røret og kikkede. Han så gennem en lang sort tunnel. I den anden ende faldt lyset på en urskive. Han havde ikke lagt mærke til den, da han trådte ind i teltet. Der stod et standerur bag ved den gennemskudte dame.
Han kunne næsten ikke få vejret. Han syntes også, hun lugtede mærkeligt.
”Dit ur går forkert,” sagde han.
”Nu skal du ikke være fræk. Fortæl mig bare, hvad du ser.”
Hendes stemme var utålmodig.
”Den er kvart i tolv.”
Den gennemskudte dame slap taget i hans nakke. Han slap luften ind med et gisp.
”Så er det slut for i dag,” sagde damen.
”Tusind tak.”
Knud Erik bukkede stift. Så vendte han sig om og forlod teltet.
Udenfor ventede Anton. Han gav ham et puf i siden.
”Nå, hvordan var det så?”
”Jeg troede, der var blod.”
”Mærkede du ikke noget?”
”Jeg kunne ikke trække vejret.”
”Men mærkede du ikke noget i tissemanden?”
Knud Erik stirrede. Anton gav ham et vurderende blik og trak så på skulderen.
”Okay,” sagde han. ”Du er ikke gammel nok. Vi vender tilbage næste år. Så må vi se.”
De gik en runde og så på resten af dyrene. Der var en bjørn, ulve, ræve, hyæner, vildkatte og stinkdyr. Men det bedste var direktør Hutzelsiders kone, som ikke bare var ægte sigøjner og næsten sort i huden, men også spiste rå fars på franskbrød. Fordi Anton var en ven af direktøren, blev de inviteret indenfor og fik lov til at se hende spise.
”Må jeg spørge om noget?” spurgte Knud Erik, da de gik derfra.
”Bare spørg løs,” sagde Anton med verdensmandsmine.
”Det er hende den gennemskudte dame. Jeg forstår altså ikke, hvad hendes standerur har med min tissemand at gøre.”


Anton får en fødselsdagsgave

Den eneste gang, Regnar var hjemme på Antons fødselsdag, spurgte Anton ham lige ud, om han ikke havde nogen gave til ham. Han havde fået et par hjemmestrikkede vanter og et ligeledes hjemmestrikket uldent halstørklæde af moren. Det var gaver, han så på med den største foragt. Han gik helst med bare hænder og åbentstående skjortebryst i vinterkulden, og han kunne tydeligt se, at faren ikke havde nogen andel i gaverne.
”Jeg er ved at spare op,” sagde Regnar.
Han var tydeligt forlegen, en følelse, der sjældent, måske ellers aldrig, forekom hos ham.
”Hvad mener du?” spurgte Anton inkvisitorisk.
Regnar forklarede, at der med hver pakke Woodbine, hans foretrukne cigaretmærke, fulgte en kupon. Når han havde røget 100 pakker, kunne han indsende kuponerne og ville så til gengæld modtage en bil i præmie.
”Hvor mange kuponer har du?”
Anton spurgte i en forretningsmæssig tone, der kom bag på Regnar. Han opgav ydmygt antallet af kuponer, som han havde samlet. Der var et stykke vej endnu. Han havde 71. Anton forsvandt et øjeblik og kom så tilbage med en cigaræske, som han åbnede. I den lå der en hel stak Woodbine-kuponer. Anton gav sig til at tælle. Der var 42. Han røg det samme mærke som sin far og finansierede sit forbrug af cigaretter med de summer, som hans omfattende drab på omegnens dyre- og fugleliv indbragte ham.
Han rakte Regnar 29 kuponer og lagde resten tilbage i cigaræsken.
”Så er der råd til en fødselsgave til mig,” sagde han.
Det er svært at sige, hvorfra Anton havde fået den ide, at Woodbine-kuponerne ville indløse en rigtig bil, som han i en alder af elleve ville blive indehaver af. Der var meget af en voksen i Anton, men der var også meget af et barn. Det var den voksne i ham, der fik ham til at tjene sine egne penge, ryge cigaretter og betragte sig som Regnars business-partner, men det var barnet i ham, der fik ham til at tro, at det var en rigtig bil, der ventede på ham. Et stykke tid gik han rundt og fantaserede om sig selv bag rattet. Hvorfor ikke? Han kunne så meget andet. Så hvorfor ikke også dette? Så ankom bilen. Det var en legetøjsbil af blik, stor nok til at en dreng kunne sidde i den og drive den frem ved hjælp af de skjulte pedaler under kølerhjelmen, men det forudsatte, at drengen var tre-fire år gammel. Anton var fyldt elleve.
Regnar var ikke hjemme, så han oplevede ikke skuffelsen i Antons ansigt og ville sikkert heller ikke have forstået den.
”Hvad fanden?” ville han have udbrudt. ”Du ville have en bil. Nu har du en bil. Hvad er så problemet?”
Anton stillede bilen i udhuset. Senere forærede han den til en fætter på mødrene side.